Udland

Canadier modtager fornem forfatterpris for anden gang

Simon Dawson/Reuters
Booker Prize blev uddelt mandag aften i London. To kvindelige forfattere deler prisen.

Forfatterne Margaret Atwood og Bernardine Evaristo modtager den prestigefulde hæder Booker Prize, der uddeles sent mandag aften.

Prisen uddeles til et værk, der er skrevet på engelsk, og den er blevet uddelt siden 1969.

Margaret Atwood modtager prisen for romanen "The Testaments" - på dansk "Gileads døtre" - mens Bernardine Evaristo modtager prisen for "Girl, Woman, Other".

Førstnævnte er en viderefortælling af bogen "The Handmaid's Tale" - på dansk "Tjenerindens fortælling" - fra 1985, som også er blevet til en populær tv-serie under samme navn, der netop har afsluttet sin tredje sæson.

"The Testaments" foregår, 15 år efter at "The Handmaid's Tale" forlader den kvindelige hovedperson, Offred. Den nye roman, der fortælles fra tre kvinders perspektiv, er ikke direkte forbundet med tv-serien.

Canadiske Atwood er den første kvindelige forfatter, der har modtaget Booker Prize to gange.

- Jeg er meget overrasket. Jeg troede, at jeg var for gammeldags, siger Atwood til prisuddelingen.

- Jeg har ikke brug for opmærksomheden, så jeg er glad for, at du får noget af den, siger Atwood henvendt til den anden prisvinder, Evaristo.

Med prisen følger 50.000 britiske pund - svarende til omkring 425.885 kroner.

Juryen begrunder Atwoods pris med, at den "elsker denne granskning af kompleksitet, ukuelighed og modstand. Vi elsker sproget, fortællerstyrken og ambitionen".

Sidste år gik Booker Prize til Anna Burns for romanen "Milkman". I ugen efter offentliggørelsen steg salget af bogen med 880 procent.

Den engelske udgave af "The Handmaid's Tale" har solgt over otte millioner eksemplarer.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce