Udland

Hærchef indsætter soldater mod tusindvis af Morales-tilhængere

Aizar Raldes/Ritzau Scanpix
I Bolivias hovedstad forbereder man sig på en konfrontation mellem tilhængere og modstandere af Evo Morales.

Bolivias hærchef har beordret soldater på gaden i hovedstaden La Paz for at dæmme op for urolighederne.

Hærchef Williams Kaliman siger således, at han vil indsætte tropper mod "grupper af hærværksmænd".

La Paz forbereder sig på voldelige sammenstød mellem tilhængere af den netop afgåede præsident, Evo Morales, og modstandere af Morales og politiet.

Mandag aften lokal tid marcherer tusindvis af Morales-tilhængere mod La Paz, hvor modstandere og et bevæbnet politi har oprettet barrikader forud for en potentiel konfrontation.

Evo Morales måtte søndag træde tilbage fra præsidentposten i Bolivia.

Landet har været præget af store demonstrationer mod påstået valgsvindel efter præsidentvalget i oktober.

Ifølge de officielle resultater vandt Morales valget. Men en rapport fra Organisationen for Amerikanske Stater (OAS) konkluderede efterfølgende, at der havde været store uregelmæssigheder ved valget.

Store dele af politiet havde vendt ham ryggen, og søndag eftermiddag dansk tid lød der en opfordring fra hærchef Williams Kalima til præsidenten om at gå af.

En presset Morales meddelte sin afgang i en tale til nationen på tv søndag aften.

Tidligere mandag fortalte den mexicanske udenrigsminister, Marcelo Ebrard, at Mexico har givet asyl til Morales.

- For nogle minutter siden modtog jeg en telefonopringning fra præsident Evo Morales, der mundtligt og formelt anmodede om politisk asyl i vort land, sagde Ebrard på en pressekonference.

Mandag aften lokal tid skriver Evo Morales på Twitter, at han er på vej til Mexico. Han lover i samme ombæring at vende tilbage til Bolivia med "mere styrke og energi".

Personen, som er udpeget til at overtage præsidentposten midlertidigt, er oppositionspolitiker og næstformand for Senatet Jeanine Anez. Hun har lovet, at hun vil udskrive valg i det uroplagede land.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Spædbarn brækkede seks ribben og fik livsfarlige blødninger i hjernen: Kvinde og mand i retten for vold

Leder For abonnenter

Illegal indvandrig er alarmerende

Fra statistikkerne ved vi, at der er godt 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Opgørelserne siger naturligt nok ikke noget om den illegale indvandring, da de pågældende personer ikke er registreret. Men Rockwool Fonden har et skøn. Ved hjælp af en avanceret statistisk model vurderer Rockwool Fonden, at cirka 26.000 personer opholder sig ulovligt i landet. Det er en stigning på 18 procent, siden fonden kom med sin seneste rapport i 2016. Nyheden er alarmerende. Et er den lovlige immigration, der så sandelig også har skabt udfordringer. Men noget ganske andet er, at vores land åbenbart huser mennesker, vi intet aner om. Vi har således ikke mulighed for at tjekke, om de pågældende er farlige kriminelle eller måske endog terrorister. I sagens natur er der indbyggede usikkerheder i rapporten. Men ifølge fondens egen forskningsenhed holder det med 95 procents sandsynlighed stik, at mellem 23.000 og 29.000 personer lever under jorden her til lands. Hver og en af dem er en for mange. Tilsyneladende er der to former for illegal indvandring. Uvist hvordan lykkes det åbenbart nogle mennesker at snige sig hertil og gå i skjul. Andre indrejser lovligt, men opholder sig efterfølgende i Danmark i strid med lovgivningen. Blandt andet sker det åbenbart, at kinesere udnytter deres landsmænd som kummerligt betalt arbejdskraft i restaurationsbranchen. Kokkene kommer til Danmark i henhold til den såkaldte beløbsordning. Den sikrer på papiret kineserne en ganske udmærket løn. Men Fagbladet 3F skriver, at ingen eller kun få fridage samt groteske arbejdsuger kombineret med fradrag for kost og logi reducerer den reelle timeløn til omkring 25 kroner. Kinesiske kokke er næppe den store trussel mod rigets sikkerhed. Men de pågældendes ophold er ligeså ulovligt som alle andre illegale immigranters. Derfor er der også her behov for en energisk indsats med at opspore og udvise disse mennesker, ligesom deres arbejdsgivere naturligvis skal gøres ansvarlige.

Annonce