Livsstil

Jazzmusiker Martin Schack anbefaler: Ribe - den vindblæste kulturperle

Martin Schack i spillestedet Termansens i Ribe. PR-foto
Jazzmusiker Martin Schack flyttede til Ribe for 18 år siden og har aldrig fortrudt. Han er selv en del af det, han betegner som et rigt kulturliv, i form af jazzfestival og spillested, men den varierende natur lokker også med alt fra hedelandskab til det flade vadehav.

- Hvordan bruger du området i din hverdag?

- Jeg flyttede hertil for 18 år siden. Dengang var jeg studerende på konservatoriet. Jeg var tilfældigvis på besøg i Ribe. Jeg kendte ikke et øje, men syntes det så hyggeligt ud med caféer og restauranter, så jeg blev hængende og er stadig meget glad for at være her. Ribe er som en miniature-storby, for her er alle muligheder for kulturliv, som jeg selv er engageret i. Da jeg flyttede hertil, fik jeg som ung konservatoriestuderende idéen til en Ribe Jazz Festival, der stadig finder sted hver sommer. Derudover har jeg det lille spillested Termansens (tidligere Termansens Boglade, red.), der ligger i et smukt bindingsværkshus fra 1580. Det fungerer både som øvelokale og har plads til 50 publikummer til to koncerter hver måned. Jeg bruger også området på den måde, at jeg kan lide at fiske, og ud for Ribe finder man Danmarks bedste vand for ørred. Jeg slapper af ved at binde fluer og kører i Land Rover. Inden for fem minutter er der bomstille. Området kan bare noget rent geografisk. Kigger man vestpå er landskabet pandekagefladt. Vender man øjnene østpå er det præget af bakker og hede. Det lyder nok sådan lidt gammelmandsagtigt, men det er rigtigt. Det tog tid at vænne sig til blæsten, men nu er jeg næsten afhængig af den.

Annonce

Martin Schack

Han er indehaver af spillestedet Termansens, der også ligger i Ribe.

Til daglig er han lektor på Syddansk Musikkonservatorium.

Derudover er han professionel freelancemusiker med egne bands og som sideman.

Han er ophavsmand til Ribe Jazz Festival og Jazz Camp Ribe.

Han har netop indspillet ”Jazz på dansk – Brorson og andet godt fra 1700-tallet”, som udkommer inden jul.

Den kommende tid byder blandt andet på forberedelser til en forestilling i samarbejde med Bodil Jørgensen. Det er i anledning af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark og opføres i juni 2020.

Derudover er han allerede i gang med planlægningen af næste års Ribe Jazz Festival.

Læs mere på hjemmesiden schackmusic.com eller www.termansens.dk

- Hvor foretrækker du at handle, når det skal være lokalt?

- Jeg kan virkelig godt lide at gå ud at spise i Ribe, for byen byder på restauranter, der udmærker sig på hvert deres område. Og så kan jeg virkelig godt lide en kop kaffe på Quedens Gaard. Der er så hyggeligt. Det er som at træde ind i deres dagligstue.

- Hvor tager du din familie og venner med hen, når I skal lave noget sammen?

- Dem tager jeg meget gerne til Vadehavet - der hvor traktorerne kører over til Mandø. Udover pæle der markerer vejen henover havbunden, er der ingenting andet end vand og himmel, der flyder sammen. I Ribe Østerå ligger desuden et fuglereservat med et stort område af uberørt natur. Her er det godt at tilbringe tid, hvis man er til den stille afdeling.

Martin Schack i sin jazzcafé Termansens, da det kombinerede spillested og øvelokale åbnede i 2018. Arkivfoto: Martin Ravn

- Har du andre anbefalinger fra Esbjerg Kommune, du vil dele med læserne?

- Absolut. Vesterhavet, det kan jeg godt lide. Der er stor forskel på Vadehavet og så det barske Vesterhav med klitter, revler og bølger. Man skal nok helt op mod Skallingen ved Blåvand, før det rigtigt begynder, men jeg kan anbefale alle at blive blæst igennem. En dejlig udflugt med venner og familier, som jeg tager hvert år, går til Hvide Sande, hvor vi blandt andet spise fisk i Røgeriet. Et nærmere udflugtsmål er det smukke vadehavscenter. Det er et vanvittigt tækkearbejde, de har lavet. Centret indeholder masser af historie og viden om Vadehavet. Når man kigger på det, ser man først bare havbund, men Vadehavet er et kæmpe fødekammer for især fugleliv. Til sidst – Ribe Kammersluse er et dejligt sted - lige dér hvor åen møder havet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce