Erhverv

Medier: Mulig budkrig om skandinavisk del af Thomas Cook

Phil Noble/Reuters
Ifølge Berlingskes oplysninger er et kinesisk selskab interesseret i den skandinaviske del af Thomas Cook.

Der ser ud til at kunne blive en regulær budkrig om de skandinaviske rester af det kollapsede rejseselskab Thomas Cook, som blandt andet omfatter Spies.

I hvert fald skriver det norske erhvervsmedie Finansavisen, at det kinesiske selskab Fosun Group har meldt sig som interesseret i en del af den skandinaviske afdeling af Thomas Cook.

I sin artikel nævner Finansavisen rejseselskabet Ving, som er det ene af de tre ben i den skandinaviske del. Men ifølge Berlingskes oplysninger skulle der være tale om hele den skandinaviske forretning og herunder danske Spies.

over for Ritzau bekræfter Spies, at der i øjeblikket sker forhandlinger omkring et salg af hele den skandinaviske del hos Thomas Cook samt Thomas Cook Airlines Scandinavia, der er flyselskabet for de skandinaviske aktiviteter.

- Der er meget god interesse i markedet for at overtage både Spies og de skandinaviske søsterselskaber Ving og Tjæreborg og i øvrigt også Thomas Cook Airlines Scandinavia.

- Der bliver forhandlet, og vi håber, at vi inden for en overskuelig fremtid kan finde en ny ejer, siger Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef hos Spies.

Interessen fra Fosun Group skal komme, efter at kapitalfonden Triton Partners var først til at vise interesse for de skandinaviske aktiviteter.

De skandinaviske aktiviteter havde en sund økonomi modsat moderselskabet Thomas Cook, som i længere tid kæmpede med økonomien.

I sidste ende blev de økonomiske problemer for store for Thomas Cook, som derfor i september måtte begære sig konkurs.

Nu arbejdes der så på at sælge resterne af rejseselskabet.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel hos Finansavisen
Link til artikel hos Berlingske
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Annonce