Billund

Oprørere ville overtage bestyrelsen: Nu er de blevet smidt ud

Harly Jørgensen, til venstre, og Anker Frølund, var så utilfredse med den siddende bestyrelse i Grindsted Kolonihaveforening, at de ville have den skiftet ud. I stedet er de selv endt med at blive ekskluderet. Arkivfoto:Martin Ravn
Anker Frølund og Harly Jørgensen er ved en ekstraordinær generalforsamling blevet ekskluderet af Grindsted Kolonihaveforening. Sagen slutter ifølge Harly Jørgensen ikke her.

Grindsted: Tre haveejere, som gennem længere tid har været utilfredse med forskellige ting i Grindsted kolonihaveforening af 1947, er endt med at blive smidt ud af foreningen.

Helle og Anker Frølund og Harly Jørgensen havde ellers på grund af deres utilfredshed med tingenes tilstand tænkt sig at samle medlemmerne til en ekstraordinær generalforsamling med det formål at få bestyrelsen sat af og en ny til at træde til.

Den siddende formand Kurt Karlsen kom dem dog i forkøbet og indkaldte til ekstraordinær generalforsamling med bøf, spejlæg og ekskluderinger på dagsordenen.

Ifølge formanden mødte 41 af haveejerne op og fulgte hans opfordring til at ekskludere Helle og Anker Frølund, som ejer have nummer 39, samt Harly Jørgensen, som har haverne 64, 65 og 68.

Herefter skulle der vælges en ny bestyrelse, og det lykkedes ifølge formanden at finde fem, der er villige til at tage den opgave på sig.

- Nu skal vi have ro på, for al den dårlige stemning har bragt foreningen i krise. Jeg får en autoriseret revisor til at gennemgå regnskaberne, og det regnskab bliver fremlagt ved generalforsamlingen til foråret, siger Kurt Karlsen.

Annonce

Grindsted Kolonihaveforening af 1947

Grindsted Kolonihaveforening af 1947 har 68 haver.

41 medlemmer var ifølge formand Kurt Karlsen mødt frem til den ekstraordinære generalforsamling på Ungdomsgården.

Fem blev valgt til en ny bestyrelse.

Ballade

Bag dramatikken ligger lang tids uenighed om, hvordan foreningen skal drives. Utilfredshed med bestyrelsens måde at håndtere hærværk, regnskab og en række andre forhold på fik i foråret en oprørsgruppe, bestående af blandt andre Helle og Anker Frølund samt Harly Jørgensen, til at bede bestyrelsen om at formulere et ordensreglement, så der kunne komme mere styr på tingene.

I stedet er de nu endt med at blive ekskluderet af foreningen.

Sagen stopper dog ikke nødvendigvis her.

- Nu går vi til advokat, for man skal ikke finde sig i sådan noget, siger Harly Jørgensen.

Han har desuden tænkt sig at kontakte Billund Kommune om de uregelmæssigheder, han mener at have observeret i kolonihaveforeningen, samt Grindsted Menighedsråd, som ejer den jord, kolonihaverne ligger på.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce