Indland

Podcast og streaming vinder frem på bekostning af FM-radio

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vi bruger mindre tid på at lytte til traditionel radio, men mere tid på at streame og lytte til podcast.

Selv om udbuddet af radiokanaler aldrig har været større, bruger danskerne stadig mindre tid på at lytte til dem.

Den årlige rapportering fra Kulturstyrelsen om danskernes medieforbrug viser den hidtil laveste daglige lyttetid, der er målt, siden målingerne begyndte i 2008.

På ti år er tallet faldet fra 131 minutter til 107 minutter om dagen - svarende til én time og 47 minutter.

Der er hård kamp om lytternes opmærksomhed, erkender Anne-Marie Dohm, direktør for den nye landsdækkende radiostation, Radio4, der går i æteren 1. november.

- Selvfølgelig træder vi ind i en virkelighed, som er mere udfordret end tidligere.

- Ude i det digitale univers, hvor lytterne i stigende grad finder ud, er der bare større konkurrence om brugernes opmærksomhed.

- Men jeg hæfter mig ved, at der fortsat er 71 procent af befolkningen, der dagligt hører radio og 92 procent på ugentlig basis, siger Anne-Marie Dohm.

Radio4 overtager frekvenserne på FM-båndet efter Radio24syv, der i stedet bejler til en ny DAB-kanal.

Mens lytningen af såkaldt flow-radio - altså radio på FM-båndet - er for nedadgående, stiger det til gengæld på nettet.

Download af programmer - såkaldte podcast - stiger også. Sidste år havde 49 procent af befolkningen prøvet at lytte til podcast.

Den nystartede radiokanal med hovedsæde i Aarhus vil også spille med på de nye platforme og levere både streaming og podcast.

Radio har nogle kvaliteter, der gør det levedygtigt mange år endnu, lyder det fra Anne-Marie Dohm.

- Jeg synes jo, det er ret unikt, at mediet stadig har så godt fat i befolkningen, uanset at der er så mange nye tilbud.

- Det siger mig, at det er et meget robust medie at udkomme på.

- Det er, fordi du kan lytte til radio, mens du laver mad, kører bil eller sidder i badekarret, siger radiodirektøren.

Det er ikke kun lytning af radio, der er for nedadgående. Det er andelen af danskere, der ser flow-tv, også. Også her opvejes det til dels af, at flere streamer via nettet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce