Nordtyskland

Rød partichef: Husbesættere begår kæmpe fejl

Aktivisterne tror, kommunen bevidst lader huset forfalde for at sælge grunden til spekulanter. Foto: Till Lorenz.

FLENSBORG: Det konservative CDU gruppeformand Arne Rüstemeier og hans kollega i venstrefløjspartiet Die Linke, Frank Hamann, er sjældent enige om noget som helst i byrådssalen i Flensborg. Men for en gangs skyld har de ganske samme holdning. Det giver absolut ingen mening, når aktivister har besat et kommunalt ejet hus i Burgstraße i det nordvestlige Flensborg.

Die Linkes gruppeformand, Frank Hamann, påpeger, at Burgstraße er udlagt som saneringsområde, hvor der blandt skal etableres støttet, socialt byggeri.

Besætterne har derimod den opfattelse, at kommunen bevidst lader bygningen forfald for måske senere at kunne sælge en tom grund til spekulanter.

- For de selvudnævnte aktivister handler det ikke om af skaffe mennesker husly, men om at udfordre retsstaten, siger Arne Rüstemeier, der er leder af CDU i Flensborg Byråd.

Die Linke er dog splittet. For mens Frank Hamann kalder besættelsen en stor fejl, har byrådsmedlem Gabriele Ritter fra Die Linke udtrykt opbakning til aktionen. En del af forklaringen på de modstridende meldinger kan være en bitter magtkamp mellem Frank Hamann og Gabriele Ritter. Hamann medvirkede i sommer til at styrte Ritter som som gruppeformand.

Flensborgs socialdemokratiske overborgmester Simone Lange tager foreløbig besættelsen aldeles roligt og har ingen planer om at rydde huset. Hun vil hellere skabe dialog mellem kommunen og aktivisterne.

/SHZ

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce