Erhverv

Reparation af mobiler og tablets: Fonedeal åbner afdeling i Grindsted

Fredag den 8. november åbner Lasse Levring Christensen en afdeling af Fonedeal i Borgergade 23 i Grindsted. Her ses Lasse foran sin butik i Skjern. Privatfoto
Siden 2017 har Lasse Levring Christensen repareret og solgt telefoner og tablets i butikken Fonedeal i Skjern. Nu åbner han en afdeling i Grindsted.

Grindsted: Nu varer det ikke længe, før butikken FoneFix i Jernbanegade i Grindsted får konkurrence.

Det sker helt præcist fredag den 8. november, hvor Lasse Levring Christensen åbner en afdeling af Fonedeal i Grindsted.

Fonedeal reparerer og sælger telefoner, tablets, computere og tilbehør.

- Vi fokuserer mest på de brugte varer, da vi går meget op i at være miljøvenlige og genbruger derfor mest muligt. Og vi reparerer alle telefoner - både iPhone og android-telefoner. De mest almindelige reparationer er skiftning af skærme og batterier, men vi laver alle typer reparationer, fortæller Lasse Levring Christensen, som siden august 2017 har drevet en Fonedeal i hjembyen Skjern.

Hos Fonedeal sælges dog også nye telefoner, computere og tablets.

Annonce

Fonedeal

Fonedeal, som sælger og reparerer telefoner, computere og tablets, åbner i Borgergade 23 i Grindsted fredag den 8. november.

Det er Lasse Levring Christensen, der sammen med to partnere, står bag butikken i Grindsted.

Siden august 2017 har Lasse Levring Christensen drevet en Fonedeal i Skjern.

Borgergade 23

Den nye butik åbner i lokalerne i Borgergade 23, hvor fotograf og grafiker Berit Hviid tidligere havde til huse med butikken Foto/Grafisk.

At valget faldt på netop Grindsted er der ifølge Lasse Levring Christensen flere grunde til.

- Min kæreste Louise, som jeg bor sammen med nu, boede tidligere i Billund, så jeg kender Billund og Grindsted rigtig godt. Desuden minder Grindsted og Skjern meget om hinanden. Det er nogenlunde samme størrelse by og de er begge gode handelsbyer, mener Lasse Levring Christensen.

Har ansat én

Fonedeal i Grindsted åbner sfredag den 8. november klokken 10. Åbningstiderne er dog ikke helt på plads endnu.

Han håber og forventer, at Grindsted vil tage godt imod den nye butik.

- Vi har et godt ry i Skjern, og det vil jeg også gerne have, at vi får i Grindsted, siger Lasse Levring Christensen.

Hans helt store drøm med Fonedeal er, at det skal blive en landsdækkende kæde, og måske er Grindsted første skridt i den retning.

- I forbindelse med åbningen vil der i den første uge være super gode tilbud på både reparationer, tilbehør og telefoner. På selve åbningsdagen vil der være lidt godt til ganen og lidt at skylle efter med, siger Lasse Levring Christensen.

Her åbner en ny afdeling af Fonedeal den 8. november. Foto: Jan Kronvold
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce