Billund

Slank, sund og mæt med Anne Hjernøe i Billund Centret

Anne Hjernøe lover at hun kommer med tricks til at få smagen ind i dit måltid og samtidig sikre, at du bliver ordentlig mæt. PR-foto

Billund: De fleste kender nok Anne Hjernøe for de mere end hundrede tv-programmer fra både nær og fjern, hvor hun har lavet tv om mad fra sit eget køkken eller været på rejse med Anders Agger. Senest har man kunnet følge dem på en tur til Mellemøsten.

Men i foredraget "Slank, sund og stærk" fortæller Anne Hjernøe om, hvordan hun selv slap af med de overflødige kilo, der havde sneget sig på efter nogle travle år i madens tjeneste. Billund Bibliotekerne står bag foredraget, som finder sted tirsdag 29. oktober klokken 19 i Teatersalen i Billund Centret.

I foråret udgav Anne Hjernøe bogen "Stærk, let og mæt", der fortæller om forfatterens vej til vægttab og en sundere livsstil, blandt andet ved kun at spise til hovedmåltiderne.

I foredraget vil der blandt andet være fokus på smag, grundsmag og smagsoptimering af måltidet. Til slut bliver der vist enkelte klip fra udsendelserne med Anne og Anders, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Billetter kan købes på Billund Bibliotekernes hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce