KIF Fodbold

Udspillet på 24 minutter: Kolding IF gik helt i sort

Kolding IF-tilhængerne mødte op i sort ligesom holdets spilletøj. På banen gik Kolding også i sort. Foto: Morten Pape
For første gang siden oprykningen til 1. division blev Kolding IF udstillet og udspillet af et bedre mandskab. Vejle scorede tre gange på kampens første 24 minutter, hvor Kolding gik helt i sort.

KOLDING IF: 1,18 minut.

Et minut og atten sekunder.

Længere tid gik der ikke, inden Kolding IF-målmand Jens Rinke måtte hente bolden ud af nettet på Vejle Stadion. Hjemmeholdet kastede sig over gæsterne fra første sekund, men Kolding IF nåede end ikke at trykke på overfaldsalarmen, inden Diego Montiel udnyttede en fejl og bragte hjemmeholdet foran 1-0.

En skrækkelig indledning for gæsterne. Men den kunne være vendt allerede kort efter, da Simon Smidt gled igennem i venstre side og sendte et perfekt indlæg derind, hvor Rune Nautrup burde dukke op. Han nåede ikke frem, og Vejle slap med en løftet pegefinger. En løftet pegefinger om, at nok havde topholdet fået en drømmestart, men Kolding IF mindede om, at de flere gange tidligere har vendt modgang til point.

De defensive trængsler fortsatte for Kolding IF, der sjuskede og sløsede alt for meget i forsvarsaktionerne. Cheftræner Anders Jensen råbte sine spillere an fra sidelinjen. Vejle lurede på endnu en scoring.

Annonce

kampen i tal

Vejle-Kolding IF 3-0 (3-0)

Mål: 1-0 Diego Montiel (2), 2-0 Lucas Jensen (22.), 3-0 Diego Montiel (24.)

Advarsler

Vejle: Arbnor Mucolli (84.)

Kolding: Rune Nautrup (69.), Morten Hansen (88.)

Kolding: Jens Rinke - Jakob Killerich, Casper Bruun, Mads Zederkof - Morten Hansen, Jonas Gemmer (45. Henrik Brodersen), Sebastian Sommer (82. Jeppe Hansen), Simon Smidt - Christian Kudsk (45. Martin Hedeager), Rune Nautrup, Niels Letort

Tilskuere: 4.945

Frit spil

Det andet mål kom efter 22 minutter. Lucas Jensen fik helt uhindret lov at løbe mellem Casper Bruun og Simon Smidt og heade et præcist indlæg i nettet uden chance for Jens Rinke.

Kolding-målmanden var også prisgivet, da Diego Montiel fik lov at spadsere gennem et passivt Kolding-forsvar og sparke bolden ind ved fjerneste stolpe. 3-0 en fjerdedel inde i kampen. I Nørreskoven hørte hjemmepublikummet fuglesang foroven. Kolding-gæsterne må bare have hørt lyden af sirener.

Det værste for gæsterne var, at Vejle på ingen måde lignede et hold, der havde tænkt sig at sætte tempoet ned.

Kolding havde ikke haft andre afslutninger end et enkelt tørt forsøg fra Rune Nautrup i kampens indledning.

Når bolden endelig var på Kolding-fødder, blev spillerne ved med at tro, at de havde et ekstra sekund til at tænke. En ekstra meter til at bevæge sig på. Det havde de ikke. Det fik de ikke. For første gang i denne sæson lignede Kolding IF et hold, der mødte en modspiller, der ikke hørte til i samme række. det gør Vejle måske heller ikke. Efter en sløv start har VB sat en lang stime sammen, der har bragt holdet på kurs tilbage mod superligaen.

Mutters alene i front

Kolding IF fik ranket rykket en anelse og sat en stopper for ydmygelsen. Store målchancer blev det aldrig til, og anfører Rune Nautrup lå oftest mutters alene i front og kæmpede en umulig kamp om høje bolde mod Juhani Ojala og Mads Greve.

Cheftræner Anders Jensen lavede en dobbeltudskiftning allerede i pausen, hvor han byttede Christian Kudsk og Jonas Gemmer ud med Martin Hedeager og Henrik Brodersen. Så havde han da sendt et signal.

Casper Bruun kunne have headet et hjørnespark i mål til 1-3 i overtiden, men en sejr til Vejle på 3-0 var ikke et mål for lidt i forhold til forskellen på de to hold.

- Kæmpe cadeau til drengene for ikke at brække midtover. Så kunne det have gået rigtig galt. Vi fik sat en prop i i pausen og blev enige om, at uanset hvad der sker, så blev vi nødt til for tilhængeres og vores egen skyld at fighte, og vi spiller egentlig en okay anden halvleg, sagde Kolding-træner Anders Jensen.

Kolding IF gik helt i sort i Vejle.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce